Boligselskabet Isafjord A.m.b.a.
Her følger en opdatering på nogle af de projekter, der har været og er i gang i foreningen:
Nyt nøglebriksystem og udskiftning af cylindre på hoveddøre mod gaden
Vi har tidligere fået installeret et nyt nøglebriksystem til hoveddørene for at øge sikkerheden i opgangene. Næste skridt er at udfase de almindelige (blå) nøgler, der hidtil har været brugt til opgangsdørene.
Derfor bliver der monteret nye låsecylindre i dørene fra den 26. november, og de gamle nøgler vil herefter ikke længere virke. Bestyrelsen vil ligge inde med en håndfuld nøgler, der passer til de nye cylindre.
For at opretholde sikkerheden er det vigtigt, at I giver besked, hvis I mister en nøglebrik. Notér derfor numrene på de brikker, I har, så I altid kan se, hvilken der eventuelt mangler. Giv besked til kontoret straks du konstaterer, at en nøglebrik er bortkommet, så den kan blive spærret.
HUSK at udlevere en nøglebrik til personer, plejepersonale m.v., der skal have adgang til din lejlighed. Ekstra nøglebrikker kan bestilles via mail eller brev i brevsprækken til værkstedet i kældergennemgangen under Njalsgade 26B/28A og koster p.t. 125 kr./stk.
ISEO-kodekort til hoveddøre i lejlighederne
I forbindelse med opsætningen af de nye sikkerhedsdøre til lejlighederne har alle modtaget et ISEO-kodekort sammen med 5 nye nøgler. Dette kodekort er strengt nødvendigt at fremvise, hvis man senere får brug for at få lavet ekstra nøgler. Altså er det meget vigtigt at gemme kortet til fremtidig brug.
Ved salg af andelen skal kodekortet overdrages til den nye andelshaver. Er kortet bortkommet, skal låsene på dørene til lejligheden udskiftes på sælgers regning. P.t. koster det ca. 6.000 kr.
Altanprojekt – fase 2
Vi har modtaget en uforpligtende tilkendegivelse fra ca. 25 andelshavere, som er interesserede i at få altan. Bestyrelsen har været i dialog med altanfirmaet og fået udarbejdet tegninger, herunder forslag til altaner på 5. sal, så der er størst sandsynlighed for, at kommunen vil godkende projektet.
For at kunne gå videre kræver det dog, at de andelshavere, der ønsker altan, indbetaler et gebyr for at altanfirmaet kan søge godkendelse hos kommunen, samt at projektet får opbakning fra generalforsamlingen. Et forslag i stil med det seneste altanprojekt vil derfor blive fremsat på den kommende generalforsamling.
Orangeri
Projektet er stødt på modstand hos kommunen, der så nogle udfordringer omkring orangeriets beliggenhed hen over to af vores 5 matrikler i ejendommen. Der er dog en løsning på vej, så projektet kan fortsætte om end noget forsinket i forhold til det forventede.
Ordinær generalforsamling forventes afholdt mandag den 9. marts 2026
Forslag der ønskes behandlet af generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. februar 2026.
Med ønsket om en rigtig glædelig jul og et godt nytår til alle
Bestyrelsen